Spring til indhold

Fyld bagagen med oplevelser fra Istidsruten

Er du klar på sommereventyr, kan du fylde bagagen med oplevelser fra Istidsruten. Her er der et væld af oplevelser og aktiviteter at vælge imellem.

Istidsruten er en cykel -og oplevelsesrute på i alt 390 km. Ruten bugter sig gennem skove, landområder og langs fjorde i det Midt- og Vestsjællandske landskab, som istidens kræfter formede for mere end 20.000 år siden. Du kan frit bevæge dig i de unikke spor fra dengang landet blot var en bunke grus og sten flyttet med isen fra nordlige himmelstrøg.

Udover den betagende natur er Istidsruten spækket med spændende oplevelser – både virtuelt og fysisk. Tager du telefonen med i hånden, kan du gå på skattejagt og dykke ned i fortællingen om Istiden. Derudover står en masse lokale aktører og oplevelsescentre klar med astronomiske aktiviteter, forhistoriske fund, spiselige lækkerier og meget mere.

Digitale oplevelser i landskabet

Når du og familien drager på tur på Istidsruten, venter der flere digitale oplevelser. I kan få dem, lige når det passer jer, for en telefon er det eneste redskab, I skal have med på jeres tur. Hvis I henter appen ”Tidslommen”, vil en ægte istidsruteskattejagt ligge for jeres fødder. Som skattejægere kan I gå på jagt seks forskellige steder i landskabet.

Med hjælp fra appen skal I rundt til udvalgte punkter og besvare spørgsmål, som giver indblik i Istidsruten og dens geografi. Der er skattejagt ved Solvognens fundsted, Sagnlandet Lejre, Lejre Museum, Observatoriet i Brorfelde, Parnas i Sorø og Fugledegaard hos Naturpark Åmosen.

- Skattejagten er sjov og familievenlig, så alle kan få en god oplevelse, når de er afsted. Og skattejagten overholder alle anbefalinger i forbindelse med COVID-19. Man kan gå med sine nære relationer under åben himmel og med afstand til andre på tur. Det gælder for alle digitale oplevelser, ruten tilbyder, fortæller Lola Thorsteen fra sekretariatet for Istidsruten.

Istidsruten har tilknyttet to apps, der understøtter den digitale formidling. Det er formidlingsappen ”Tidslommen”, der udover skattejagt rummer en masse fortællinger, interaktive spil og videoer. Derudover er der oplevelses -og navigationsappen ”Istidsruten”, der fortæller om ruter, aktiviteter og lokale oplevelser.

Lokale aktører og oplevelsescentre

Langs hele Istidsruten er der et hav af lokale aktører og oplevelsescentre, som står klar til at give jer masser af oplevelser. På Observatoriet i Brorfelde nær Holbæk kan I for eksempel zoome ind på stjernehimlen, dykke ned i geologi og være med, når der åbnes for fortællingerne om det gamle observatorium.

I kan også besøge Nationalpark Skjoldungernes Land, der rummer en mosaik af naturperler. De mange vandre- og cykelstier, besøgscentre og friluftsmuligheder i nationalparken giver mulighed for, at I selv at opleve naturen, kulturhistorien og landskabet helt tæt på.

Der er også besøgsgårde, gallerier, værksteder, kulturhistoriske museer og meget mere at fylde sommeren med. Og så er der overnatningsmuligheder, spisesteder og cykeludlejning, så alle muligheder er åbne. På appen ”Istidsruten” og hjemmesiden istidsruten.dk kan I se, hvad der ligger tæt på netop det sted, I skal udforske.

Hvis I foretrækker at lægge mobilen i tasken og udforske landskabet uden app, kan I holde øje med ruteskilt 44. Det er hovedruten på Istidsruten, men der er også sløjfer og genveje, og de har nr. 441- 447. Undervejs på ruten er der være formidlingsskilte, hvor I kan læse mere om de steder, du kommer forbi undervejs.

Der er også lavet 5 flotte cykelkort, som kan købes hos Turistinformation i Nykøbing Sj., Naturpark Åmosen, Sagnlandet Lejre og hos de butikker, som Museum Vestsjælland har på Istidsruten. Det er også på hjemmesiden, at der findes undervisningsforløb og læringsaktiviteter for skoler, der gerne vil på tur.



Feedback

Sidst opdateret

09.07.2021

Ansvarlig redaktør

Maya Camilla Bluhme